Milton Huse søger

Marketing- og kommunikationskonsulent med journalistisk flair


I den Aarhus-forankrede Marketingafdeling for de to brands Milton Huse og funkis-brandet Menzer & Kristensen arbejder vi målrettet med bl.a. udvikling og formidling, der beriger, inspirerer og involverer nybyggere. En opgave som ikke er blevet mindre i takt med Milton Huses vækst og det, at stadig flere nybyggere vælger Milton Huse. I dag er vi ca. 225 Milton kollegaer, der spiller sammen om fælles mål.

 

Agilitet, relevans og effekt
Ligesom resten af organisationen er Marketingafdelingen en agil størrelse, som tilpasser sig og er på forkant med de udfordringer og opgaver brandet står overfor. I det fremtidige team har vi brug for en ny kollega, som ideelt set har en journalistisk baggrund, og brænder for Marketing disciplinen. Er 100 meter mester i skriftlig formidling uanset om stoffet skal ud til pressen (PR) eller nybyggere. Én der skriver i øjenhøjde uanset målgruppen og optimerer tekster ud fra krav til relevans og effekt.

I Marketingafdelingen mestrer vi de klassiske marketingdyder, og har naturligvis et digitalt mindset, der sikrer, at de to brands er synlige i målgruppens foretrukne medier. Vi spiller bold med eksterne samarbejdspartnere, som fx mediebureau og forskellige specialister afhængig af opgaven. Og så er vi altid åbne for input og dialog, der kan hjælpe os med at hjælpe nybyggere gennem kunderejsen – og byggeprocessen.

Om jobbet
I jobbet som Marketing- og Kommunikationskonsulent er der brug for en erfaren profil og digital håndværker. Du kender opgaven, at finde og formidle de gode historier. Det kræver, at du er opsøgende og tager initiativ ud i organisationen i samspil med Marketingdirektøren (redaktør), som er din direkte reference.

Research, interviews og artikelskrivning er bl.a. aktuelt i forbindelse med udgivelse af nybyggermagasinet Ét hjem/ By Milton, men også fortløbende året rundt. Du vil desuden have kontakt til pressen ved henvendelser, skrive pressemeddelelser og udføre opsøgende PR-arbejde, som sikrer Milton Huse en plads i medierne og i den organiske top på google. Du vil være en aktiv spiller ved for eksempel planlægning og eksekvering af webinars eller fx. udvikling af helt nye kundevendte events. Vi er et team på blot fire personer, hvorfor du som den største selvfølge ”tager fra” i hverdagen, og griber både store og små marketingopgaver.

Din profil
Ideelt set er den rette kandidat uddannet journalist, og brænder for at bygge bro mellem virksomhed, medier (PR) og mennesker. Du forstår, at din opgave er forankret i Marketing, hvor bl.a. branding, konverteringer og positionering er afsæt for handling.

Du har erhvervserfaring fra et lignende job i en større virksomhed og gerne fra en branche relateret til bolig og byggeri. Du er på én gang selvstændig og Teamplayer. Din passion for ord og sproglige krøller vækker modtagers opmærksomhed, og matcher Milton Huses ”sprog”. Du er proaktiv, tager ansvar for dine opgaver og går altid efter bolden – med ordentlighed og omhu.

Vil du med på holdet?
Du er meget velkommen til at sende dit CV, incl. ansøgning og motivation for jobbet Mrk. Marketing- og kommunikationskonsulent til job@miltonhuse.dk – og gerne hurtigst muligt. Vi holder løbende samtaler.

Har du spørgsmål til jobbet?
Du er velkommen til at kontakte Lotte Kruse, Marketingdirektør på mobil: 9215 2315. (dog ikke i uge 30)

Glæder os til at høre fra dig.

 

Trustpilot