Mursten – et tidløst materiale
I Danmark er mursten nærmest synonym med husbyggeri, og det er der mange gode grunde til. Læs om, hvordan du vælger de rigtige sten og holder dem smukke.
Danmark er et murstensland.
De brændte byggeklodser er suverænt det mest anvendte byggemateriale på danske husfacader og fortsætter med at være et populært valg. Mange af os er vokset op i et murstenshus; mange af os drømmer om ét – hvad enten det er i form af en klassisk murermestervilla eller et moderne nybyggeri. Når du bygger med Milton Huse, sætter du også dine penge i mursten, og det er der flere gode grunde til at gøre.
Mursten kan holde i hundredevis af år. Det er et gedigent materiale, som har bevist sit værd og ældes med ynde. De kræver meget lidt vedligehold. De er fremstillet af naturlige materialer og kan genbruges. Dertil kommer et hav af muligheder for at variere og personliggøre udtrykket.
Vælg den rigtige sten
Før i tiden stod valget typisk mellem røde og gule sten. I dag findes der mange forskellige typer mursten i mere end 100 forskellige farvenuancer. Skal du vælge blødstrøgne eller håndstrøgne? Lyse eller mørke? Engoberede? Gennemfarvede?
Omgivelserne og nabohusene kan også have betydning for det samlede indtryk, såvel som samspillet med vinduer, tagsten og tagrender. For mange nybyggere er valget af mursten en af de mest tidskrævende beslutninger i processen. Den er da også svær at gøre om, når først huset er bygget.
Efter en årrække, hvor lyse og sandfarvede sten har domineret, er de røde og mørkere nuancer begyndt at vinde indpas igen, ligesom mursten med et rustikt og naturligt udtryk er blevet populære.
Er du I tvivl om, hvad du selv bedst kan lide? Så kan du til en start spørge dig selv, om de skal være lyse eller mørke? Glatte eller rustikke? Neutrale og ensfarvede eller med spil? Herfra kan du indsnævre. Prisen kan naturligvis også spille ind, da nogle af de mere unikke sten ofte vil koste mere.
Bevar et ensartet udseende med imprægnering
Mursten kræver som udgangspunkt meget lidt vedligehold. Det er dog ikke ensbetydende med, at der ikke er ting, du kan gøre for at passe ekstra godt på dem og sikre, at de bevarer det flotte udseende, du har investeret tid og økonomi i. Foruden regelmæssige eftersyn kan du fx få dit murværk imprægneret.
”En imprægnering er en fordel for dig, som gerne vil sikre størst mulig ensartethed i murværket og minimere vejrligspåvirkningen over tid,” siger Bo Feldskov, specialist i murværk og indehaver af MV Group.
2023 var det vådeste år nogensinde målt i Danmark. Når teglprodukter optager store mængder vand, kan det påvirke farven og medføre forskelle i facadens udseende på de sider og hjørner, hvor vejrpåvirkningen er størst. Det er naturligt, men vil genere nogles blik. En imprægnering reducerer murværkets fugtoptagelse markant og bevarer en god diffusionsåbenhed, så murværket kan ånde, forklarer Bo Feldskov. Det bidrager til en stabil udtørring af murværket, som altid indeholder en vis mængde fugt fra byggeprocessen.
Hos Milton Huse bliver alle nybyggede huse som udgangspunkt imprægneret, medmindre du vælger en filtset facade. Vores byggerådgivere hjælper gerne med vejledning omkring mursten, mørtel og imprægnering for at sikre størst mulig kvalitet i murværket.
Tre råd til valg af mursten
1. Kør gennem forskellige nybyggerkvarterer. Find noget, du kan lide. Find ud af, om udtrykket overordnet skal være lyst eller mørkt, enkelt eller med farvespil. Og husk, at farven på fugen også spiller en stor rolle for det samlede udtryk.
2. Nogle steder i landet er der teglværk, hvor man kan se små mure i de forskellige sten. Det kan være givende at se murene i forhold til hinanden. Der kan du også se, hvad dine favoritter hedder.
3. Som ved andre store beslutninger: Hast ikke noget igennem. Mærk efter, hvad der taler til dig, og spørg gerne din byggerådgiver til råds.