Guide:
Inden du køber en byggegrund
Find ud af, hvad du skal bygge på og bliv dus med lokalplaner og servitutter. Så spilder du ikke din tid på drømme og tegninger, der ikke kan blive til virkelighed. Vi har udarbejdet en huskeliste med gode råd til dig, som står over for køb af byggegrund.
Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed
Byggegrunde i attraktive områder hænger ikke på træerne, så beslut dig for, hvor langt du vil flytte, og hvad der er vigtigt for dig at bo tæt på. Det kan være nærhed til naturen, nem adgang til byen, motorvejsnettet, en særlig skole, indkøb eller familie. Du kan også gå på jagt efter en gammel, nedrivningsegnet villa, hvis du drømmer om at bygge i et ældre villakvarter. Vær opmærksom på, om grunden ligger i by-, sommerhus-, eller landzone, så du ikke skal søge om lokalplanændring for at få din helårsbolig opført på grunden.
Grundens form og placering
Byggegrundens udformning kan både skabe muligheder og begrænsninger for byggeriet. Skråner grunden meget, kan det give udfordringer i forhold til husets niveauer, ligesom der ofte skal beregnes længere byggetid og højere byggepris.
Husets placering på grunden er altid vigtig, så der ikke bygges for lavt i forhold til omkringliggende terræn. Tag også højde for tilkørselsforhold, placering af terrasser, hjørner til læ, lysindfald og i det hele taget, at der er tænkt over solens bane fra øst til vest, når huset placeres på matriklen. Det skal din byggerådgiver nok vejlede om.
Størrelse og byggemodning
Når du har fundet en potentielt byggegrund, så vurdér om arealet er stort nok til drømmehuset, og undersøg om grunden er byggemodnet, det vil sige klargjort til el, vand, varme, kloak, regnvand og antenne/ data. Tjek også, om der er tilslutningsbidrag udover grundens pris.
Lokalplan og servitutter
Tag gerne din byggerådgiver med på råd, også ved gennemlæsning af lokalplaner. Lokalplaner vedtages i den enkelte kommune og varierer fra sted til sted. Lokalplanen kan indeholde begrænsninger og regler for, hvad man må bygge. Der kan være konkrete punkter i lokalplanen, der direkte afviger fra gældende bygningsreglement. Hertil kommer servitutter, som fx højdedefinerer og bliver afgørende for, om du må bygge i to plan.
Fundering
Sørg for at undersøge, hvordan jordbundsforholdene er på den grund, du påtænker at købe, så du ikke bliver overrasket. Det er ærgerligt med uforudsete udgifter til ekstra fundering af husets fundament, og på den baggrund at skulle gå på kompromis i forhold til arkitektur og fede detaljer, hvis budgettet begrænses. Foreligger der ikke alllerede jordbundsprøver, når du indleder et samarbejde med Milton Huse, får vi lavet dem i forbindelse med processen.