Husets hjerte

Sådan indretter du køkken-alrummet

Et køkken er meget mere end et køkken i dag. Det er et leverum med plads til at alt fra madlavning, lektielæsning, hyggestunder, gæster og fester. Her samles familien i hverdagen, hvor der er plads til at være sammen hver for sig – der røres i gryderne samtidig med lektierne laves, og nyhederne kører i baggrunden. Derfor er det vigtigt at gøre sig nogle overvejelser, når rummet skal indrettes.

Køkken-alrummet som aktivitetsrum

I dag bruger flere og flere børnefamilier køkken-alrummet som et aktivitetsrum, hvor der er plads til, at alle kan være på én gang og lave alt muligt forskelligt. 

Når køkken-alrummet skal bruges af alle familiemedlemmer, er det utopi at tro, at for eksempel ungernes farvestrålende legetøj bliver på børneværelset. Derfor er det en god idé at tænke i opbevaringsplads, så legetøj, tuscher og klodser kan hives frem og gemmes væk nemt og bekvemt.

Praktik før æstetik

Før man kaster sig ud i indretningen af køkken-alrummet, er det vigtigt at gøre sig nogle overvejelser om, hvad man har brug for. Først og fremmest skal man finde ud af, hvad man vil bruge rummet til, og hvilke funktioner der er vigtige.

De fleste tænker æstetik som det første, men det kan betyde mindre, om rummet ser godt ud, hvis det ikke fungerer i hverdagen. Har man små børn, kræver det måske en bordplade, der er nem at vedligeholde, og som godt kan tåle at blive ridset med en gaffel. Generelt er det en god idé at tænke i langtidsholdbare materialer, så man ikke konstant skal skifte ud – det er nemlig både dyrt og upraktisk.

Et personligt præg

Der er mange måder at sætte sit personlige præg på indretningen. Tænk fx i at vælge materialer, der supplerer hinanden – fra et smukt skærebræt i træ, der matcher farverne i din bordplade, til et åbent vitrineskab med kig ind til alle dine favoritter, som fx håndlavet keramik eller kongeligt porcelæn.

Lad gerne krydderurter og fx olier stå fremme, og saml dine ting i små grupper. Her er en bakke eller en marmorplade et godt bud på en ”ramme”.

Vælg tekstiler som karklude, viskestykker og grydelapper i samme farveskala, og stil dine køkkenredskaber i fede krukker eller måske en dåse med en farvestrålende etikette. Sørg for at have masser af bordplads, så du kan brede dig, når du laver mad og slår et stort brød op.

Når du får gæster, så tøv ikke med at finde det fineste porcelæn frem fra skabene – der er ingen grund til, at det står og samler støv.

Køkken-alrummets placering

Overvej, hvor køkken-alrummet er placeret i planløsningen i forhold til verdenshjørnerne. Ved at placere køkken-alrummet mod sydvest vil rummet opnå et stærkere naturligt lys. Ovenlys eller lystuneller er også en mulighed i alrummet og giver et utroligt flot naturligt lys i hverdagen.

Husk lyset

Belysning er også en vigtig, når det kommer til indretning af et køkken-alrum. For eksempel kan det være en god idé med dæmpbart lys over køkkenøen eller spisebordet, så du både har godt arbejdslys til madlavningen, men også kan dæmpe det, når du ikke rører i gryderne, eller hvis børnene gerne vil sidde der og tegne.

Viktualierum til opbevaring

Viktualierummet er et populært ønske hos mange nybyggere, og det er ikke så underligt. Her er der plads til at opbevare køkkenmaskiner, mad og drikkevarer, som ellers ville fylde i køkkenskabene. Det er en rigtig god måde at få lagt ting til side, som I ikke nødvendigvis har brug for dagligt, men er gode at have lige i nærheden, når behovet måtte opstå.

4 tips til køkken-alrummet

• Sørg for plads til opbevaring af for eksempel køkkenredskaber og børnenes legetøj.

• Vælg et rundt spisebord, hvis du gerne vil understrege rummets sociale funktion. Et rundt bord samler familien mere end et firkantet.

• Tænk belysning ind fra begyndelsen, så der er lys til både madlavning, arbejde og hygge.

• Overvej, hvilke materialer du vælger at indrette med, og om tingene blandt andet skal kunne holde til leg. Nogle gange kan det være en fordel at vente lidt med at købe for eksempel spisebordet eller stole, så du får det helt rigtige frem for en nødløsning.

Gå på opdagelse i de forskellige køkken-alrum i galleriet herunder. Få endnu mere inspiration:

42 billeder