Udnyt solens stråler

Der er fuld tryk på udviklingen inden for solceller. For nybyggere giver det i dag mulighed for at minimere elregningen og styrke husets grønne profil uden at gå på kompromis med æstetikken.


Solen er den vigtigste og vildeste energikilde, vi har adgang til på jorden. Den holder livet kørende og leverer flere tusinde gange mere energi, end hele menneskeheden forbruger.

Heldigvis bliver vi hele tiden bedre til at høste og udnytte energien fra den store stjerne. Solcelleanlæg, der omsætter energien fra solens stråler til grøn strøm, er både faldet væsentligt i pris og steget i effektivitet siden det første store gennembrud på de danske tagrygge i begyndelsen af 2010’erne. Det gør dem til et attraktivt tilvalg for nybyggere, der gerne vil spare på elregningen og bygge energivenligt.

Med et solcelleanlæg vil de fleste nybyggede huse i dag kunne opnå det eftertragtede mørkegrønne energimærke A2020.

”Udover at det bliver billigere at sidde i huset, kan du med solceller få et mere energivenligt hus og dermed tilføre din bolig en blivende merværdi, som har betydning, hvis du engang skal sælge,” fortæller Finn Sandholm, direktør for solcellevirksomheden MyEnergy.

 Finn Sandholm

Stifter og direktør for virksomheden MyEnergy, der udvikler
og sælger solcelleanlæg til nybyggeri.

Har en fortid hos bl.a. Vestas

Billig strøm i de dyre timer

Stigende elpriser og en voksende efterspørgsel på strøm i takt med den grønne omstilling får mange til at vende blikket mod solceller som en langsigtet kilde til stabile priser og grøn strøm.

Modsat tidligere bliver mange anlæg i dag solgt med batterianlæg, som har nået et prisleje, hvor de er rentable for private. Det giver mening for familier, der ofte ikke er hjemme midt på dagen, hvor produktionen af strøm er størst.

Med et batteri opbevares overskudsstrømmen, så den kan anvendes, når familien kommer hjem fra arbejde og skole. Om vinteren kan samme batteri automatisk indkøbe billig strøm om natten, som kan forbruges i de timer på døgnet, hvor det er dyrest at købe strøm. På den måde får man også noget ud af batteriet om vinteren, hvor produktionen fra solcellerne er lavest.

Det kunne lyde som noget, der kræver meget af husejeren, men det tager de moderne systemer højde for via intelligent software.

”Personligt tror jeg ikke på noget som helst, hvor man selv skal være aktiv. Det skal være automatisk og nemt i hverdagen. Vi tilbyder fx også en tryghedsforsikring, hvor vi holder øje med, at alt kører som det skal og er indstillet optimalt,” siger Finn Sandholm.

Store besparelser

Finn Sandholm vurderer, at et moderne solcelleanlæg med batteri finansieret via huslånet i mange tilfælde vil kunne give en gennemsnitlig månedlig besparelse, der er dobbelt så stor som afdraget.

”Med et solcelleanlæg vil man kunne påvise et mindre månedligt forbrug i huset. Det vil give huset en merværdi på minimum det investerede beløb, især hvis solcellerne er integreret i taget, og der er et batterianlæg, som kan dække natforbruget,” siger han.

Størrelsen på besparelsen hænger tæt sammen med størrelsen på anlægget, som skal tilpasses det enkelte hus. Finn Sandholm ender ofte med at tale nybyggeres solcelleanlæg ned i størrelse, fordi større produktion ikke nødvendigvis betyder større besparelser, hvis overskudsstrømmen sælges til elnettet.

For nogle giver det dog mening at producere den grønne overskudsstrøm ud fra et mere idealistisk perspektiv, fortæller han.

Paneler i nye klæder

For mange nybyggere er husets udseende og æstetik afgørende. Det har ikke altid rimet særlig godt på solceller, men også her er der sket meget de sidste ti år.

Solceller kommer i dag i nye, mere minimalistiske klæder, som kan tilpasses efter hustype. Har du et klassisk sadeltag, kan du fx få integrerede solceller i samme niveau som taget. På huse med fladt tag eller ensidig taghældning kan det gøres endnu mere diskret.

”Kører man rundt i en hvilken som helst landsby, kan man se mange eksempler på, hvordan solceller helst ikke skal se ud. Det billede sidder fast hos mange. Men på de nybyggede huse lægger folk ofte slet ikke mærke til panelerne,” siger Finn Sandholm og vurderer, at der for mange også ligger en anden signalværdi i at have solceller på taget i dag.

Fakta om solceller

  • Solenergi er en vedvarende energikilde med minimalt CO2-aftryk.
  • Solceller er faldet kraftigt i pris og steget i effektivitet de seneste ti år. Batterier til lagring af overskudsstrøm har i dag også nået et rentabelt niveau for mange private.
  • For et gennemsnitligt dansk hus uden varmepumpe vil et solcelleanlæg på 4 kWh være tilstrækkeligt.
  • Solceller kan spare dig penge på elregningen og kræver minimalt vedligehold. Den forventede levetid for moderne solcelleanlæg er ca. 30 år.

7 billeder