15. December 2025

Milton Huse udbyder 22 nye byggegrunde i Hørning

Milton Huse har åbnet for salget af 22 nye byggegrunde på Lysengen i Hørning. Mere end 150 familier fik allerede i sidste uge mulighed for at forhåndsreservere grundene.

Luftfoto af udstykningen med Sommerbæk Børnehuse og skole i baggrunden. 

Interessen for udstykningen, der ligger ved Skovsgårdsvej i Hørning, har været stor, siden det første gang blev annonceret, at jorden ville blive udstykket i 2021.

I alt har mere end 150 interesserede familier løbende tilmeldt sig en interesseliste. Med de formelle detaljer endeligt på plads, fik de tirsdag i sidste uge mulighed for at forhåndsreservere. Fem af grundene blev afsat den første dag, og resten forventes at følge efter inden for kort tid.

- Vi har set frem til at kunne åbne salget af de her grunde, som vi har fået mange henvendelser om de seneste uger. Der er et begrænset udbud af byggegrunde i området omkring Aarhus, og det gør nye udstykninger særligt attraktive. Naboudstykningen ved Herredsvej blev solgt meget hurtigt og er stort set udsolgt, og jeg både håber og forventer, at vi kommer til at se noget lignende her, fortæller Nikolaj Clausen, salgs- og marketingdirektør i Milton Huse.

Mange lokale henvendelser
Det er især småbørnsfamilier, som har vist interesse for grundene, der ligger klos op ad den nybyggede Sommerbæk Skole. Mange er lokale borgere, som i flere tilfælde tidligere har bygget hus i Hørning, men nu har fået flere muligheder og mere luft i økonomien.

Med 15 minutters kørsel til Aarhus og gåafstand til togstationen appellerer udstykningen i høj grad også til aarhusianske familier, der gerne vil have mere plads uden at give afkald på nærheden til byen.

- Grundene er regulære og enkle at bygge på, og lokalplanens rammer giver familierne vide muligheder for at skabe et individuelt hjem fra bunden, uanset om man går efter noget klassisk eller et mere moderne udtryk. Samtidig får man nærheden til byen, som mange af de interesserede lægger vægt på, siger Nikolaj Clausen.

De 22 byggegrunde på Lysengen ved Blegindvej spænder fra 728 kvm til 868 kvm og udbydes til priser fra 2.595.000 kroner. De byggemodnes i løbet af foråret 2026 og forventes klar til byggestart i august. Der er byggepligt med Milton Huse eller Menzer & Kristensen, som er en søstervirksomhed til Milton Huse.