Et glashus er en gave til din have

Et hus af glas kan benyttes året rundt og skaber en følelse af luksus og afslapning i hverdagen. Og som nybygger er det din hurtige genvej til et hyggeligt rum i haven.

 

Din nybyggede villa står flot, og du glæder dig over hver dag i familiens nye hjem. Kigger du ud af vinduet, er det nye græs begyndt at gro, men måske føler du alligevel, at der mangler et eller andet i din have? Et glashus - også kendt som et drivhus eller et orangeri - kan være den hurtige og nemme vej til at give din have charme og hygge.

”Et glashus er en gave til din have. Når det er stillet op, kan du bruge det lige med det samme. Og det tager ikke lang tid at gøre det hyggeligt med lidt møbler, lanterner, tæpper og et lille bord til kaffen”, siger Annette Holm, som er florist med egen virksomhed og den glade ejer af et glashus på 19 kvadratmeter i sin have i det midtjyske.

  

”Et glashus skaber rum for nærvær i familien, og det får sindet til at slappe af”.

Annette Holm

   

Luksus i hverdagen

Annette Holm lægger vægt på, at et glashus har mange funktioner. Nogle vil helst bruge glashuset som hyggested, mens andre vil forsøge sig med at dyrke lidt tomater, agurker og vindruer. Personligt gør hun begge dele.

”Det er så skønt at sidde derinde og fordybe sig i en god bog, men jeg nyder også at være selvforsynende med tomater om sommeren. I coronatiden dækkede jeg sommetider op til hele familien, og så legede vi restaurant derinde. Det skaber en følelse af luksus og afslapning i hverdagen”, siger hun.

Annette Holm bruger bevidst betegnelsen ’glashus’, da et drivhus oprindelig er beregnet til grøntsager, og et orangeri normalt er opvarmet. Det er Annettes ikke, men til gengæld har hun indlagt vand, så det er nemt at vande grøntsagerne. Det er dog ikke nødvendigt, pointerer hun. Har man en vandslange i nærheden, er det lige så fint

Rum til risalamande

Et glashus er ikke kun en sommer-sag, men kan bruges hele året, mener Annette Holm. Om vinteren tager hun blot en god striktrøje på, hvis hun vil sidde der og nyde en kop kaffe, og juleaften har hun skabt en særlig tradition i familien. ”Når vi har spist andestegen, går vi alle ned i glashuset, som jeg har pyntet op til jul. Så spiser vi risalamande her og spiller pakkespil. Vi kan fint holde varmen, fordi vi har en gasovn derinde”, fortæller hun.

I modsætning til blomster, hække og andre tiltag i haven er et glashus stort set arbejdsfrit. Der er ikke ukrudt, der skal fjernes eller andre pligter at gøre. Vinduerne skal vaskes ind i mellem, og edderkopper skal fjernes, men så er der heller ikke mere.

”Et glashus skaber rum for nærvær i familien, og det får sindet til at slappe af. Man bliver forelsket”, siger Annette Holm med et smil.

 

Eksperten:

  • Annette Holm
  • 51 år
  • Selvstændig florist med firmaet by Annette Holm
  • Bor i Grindsted
  • Gift med Jacob og mor til tre drenge
  • Instagram: @byannetteholm

 

 

 

 

 

ER DU BLEVET TÆNDT PÅ IDÉEN OM AT FÅ ET GLASHUS?

Få Anette Holms bedste tips 

Overvej hvilken type glashus, du ønsker:

  • Ønsker du et vedligeholdelsesfrit hus, så vælg ét i metal.

  • Er du naturmenneske, vil du måske foretrække et hus i træ. Husk dog, at det skal males engang imellem.
  • Køb ikke et glashus, som er for lille. Det skal være mindst 15 kvadratmeter, hvis du ønsker, at familien skal kunne sidde derinde og spise

Overvej placeringen af dit glashus:

  • Hvor langt vil I gå fra huset for at komme hen til glashuset? Kan det trækkes lidt ned i haven, så det skaber et rum? Eller vil du helst have det i direkte forlængelse af din terrasse?

  • Lad endelig huset være synligt fra din stue eller alrum. Det er synd at gemme det væk.

Overvej indretning og funktioner:

  • Vil du dyrke tomater, skal du have et par kapillærkasser, så du ikke skal vande hele tiden.

  • Find en god daybed, så du kan slappe af i glashuset og sæt et lille bord til.

  • Hæng rispapirlamper eller bambuslamper ned fra loftet - det skaber stemning og miljø.

  • Tilføj et blødt tæppe på gulvet; det giver varme.

  • Sæt nogle grønne planter ind, så det bliver et levende og grønt rum.

  • Plant en vinstok, som giver skygge og søde druer, når den vokser sig stor


Kender du magasinet designet til nybyggere?

Magasinet Ét hjem/ By Milton byder på masser af nye plantegninger, inspirationsbilleder, tips og nyttig viden. Mød Caroline og Reece fra tv-programmet Nybyggerne og se deres bud på et Milton-hus, læs om ansvarligt nybyggeri med DGNB, og mød familien der med solceller på taget er næsten selvforsynende - og meget mere.

Bestil i dag. Vi pakker og sender magasinet til dig med det samme – gratis.

Bestil dit gratis eksemplar her

       

       

Bliv en del af Milton Huses inspirationsunivers for nybyggere

Det er en stor beslutning at bygge det hjem, hvor familien kan vokse, og minder kan skabes. Derfor kan det være rart med inspiration til, hvordan netop dit hus kan se ud, ligesom det kan være spændende at lade sig inspirere af andre, der også har valgt nybyggervejen.

Tilmeld dig nyhedsbrevet her

 

Trustpilot