Mette Blomsterbergs opskrift på moussetærter 

Moussetærter (8 pers.)

Du skal bruge

4 stk. (eller 8 stk.) perforerede tærteringe, 8 cm i diameter
1 ramme silikone halvkugleforme

Cremefraiche-citronmousse
2 bl. husblas
Korn af 0,5 fed vaniljestang
20 g flormelis
1 knivspids salt
200 g cremefraiche 18%
1 stk. usprøjtet lille citron
75 g. hvid chokolade
150 g piskefløde

Mørdej
300 g hvedemel
150 g smør, stuetempereret
100 g flormelis
1 tsk. god vaniljesukker
1 æg

Sesammazarin
50 g ren, rå marcipan
65 g sukker
65 g saltet smør, stuetempereret
25 g sesam
2 stk. æg

Klar gelé (kan undlades) & pynt
Ca. 150 g. mirroir glaze
2-3 spsk. vand
ca. 40 stk. friske hindbær
Lidt finthakket pistacienødder
Evt. små marcipanblomster ell. hvad du nu synes

.

.

Fremgangsmåde

Cremefraiche-citronmousse
Denne SKAL være 100% bundfrossen inden brug, så den kan med fordel laves dagen før)
Sæt husblassen i blød i en halv liter koldt vand i en halv time.
Flæk vaniljestangen på den lange led og skrab kornene ud med en lille kniv. Mas kornene sammen med lidt af flormelissen, så kornene skilles ad.
Kom vaniljesukker, resten af flormelissen, salt, cremefraiche, fintrevet citronskal og saften presset igennem en sigte op i en og samme kasserolle.
Varm det hele op til ca. 80 grader (brug gerne et termometer) under omrøring, og tag gryden væk fra varmen. Vrid husblassen fri for vand, og kom den direkte op i den varme cremefraiche-blanding og rør det helt ud til alt er smeltet.
Hak chokoladen og kom den op i en stor skål, og hæld den varme blanding ud over chokoladen. Rør med en dejskraber til chokoladen er smeltet. Lad afkøle til ca. 40 grader. Imens piskes fløden til meget let skum.
Kom halvdelen af den kolde fløde op i den nu ca. 40 grader lune masse og pisk kort.
Hæld nu massen op til den resterende fløde og vend det forsigtigt sammen til det netop er ensartet.
Kom den op i en engangsprøjtepose og klip et lille hul på maks. 0,5 cm. og sprøjt 8 halvkugle-huller trekvart op – de skal ikke fyldes helt, men du må gerne lave lidt ekstra hvis du vil.
Bank formen let så luftbobler forsvinder og stil den straks i fryseren – allerhelst til næste dag. De SKAL være 100% bundfrosne inden brug!

Mørdej
Ælt alle ingredienserne ultra kort sammen til en ensartet dej. Sæt den tildækket på køl i en lille halv time.
Lav nu sesammazarinen som skal i som fyld.

Sesammazarin
Ælt marcipan og sukker godt sammen med hænderne. Ælt smørret i lidt ad gangen. Tilføj sesam og et af æggene og ælt det igen. Tilsæt det sidste æg og stop når den dejlig fedtede masse er ensartet. Kom sesammazarinen op i en engangssprøjtepose, så den er klar.

Tærtebunde
Tænd ovnen på 190 grader, gerne varmluft.
Rul halvdelen af den kolde dej ud til en tykkelse på ca. 3 mm i en anelse ekstra mel.
Udstik 4 stk. store dejcirkler med en rund udstikker, som er ca. 4-5 cm. større i diameter end tærteringenes diameter. Stil de 4 tærteringe på en bageplade beklædt med bagepapir og stil dem med lidt afstand. Læg en dejcirkel op i hver form (formene skal ikke smøres) og tryk dejen let, men godt ud i kanten hele vejen rundt og ned i bunden, så de får det skarpe look. Skær kanterne sirligt af for overflødig dej.
Sprøjt lidt mere end halvt op (maksimum trekvart) med mazarinmassen så plant som muligt.
Bag de 4 tærter til de er dejligt gyldne, det tager cirka 12-15 minutter, afhængigt af ovnen og tykkelsen.
Tag dem ud af ovnen og befri dem fra formene efter nogle minutter. Lad dem afkøle på en afkølingsrist. Når formene og bagepladen er kold, gentager du med de sidste 4 tærter.

Opbygning, klar gelé & pynt
Stil de afkølede tærter på et fad eller et skærebræt foran dig.
Læg et fad eller lign. under din afkølingsrist.
Pop de bundfrosne mousser ud af formen, men lad dem blive i fryseren til alt er klar.
Varm mirror og lidt vand op i en lille kasserolle til en netop flydende og kun ganske let lun gelé. Det må ikke være over 35 grader når det bruges om lidt.

Stil 4 af de frosne mousser på risten og hæld hurtigt den klare gelé ud over hver enkelt frossen halvkugle. Løft dem straks med en lille paletkniv over på tærtebundene.

Geléen i fadet kan lunes igen. Gentag med de sidste 4 halvkugler, og lad mousserne tø op inden du pynter færdigt med halve hindbær og skovsyre.

Server dem samme eller næste dag.

Mette Blomsterbergs råd til nybyggere

1. Vær ærlig og realistisk. At bygge et hus er lidt som at købe en hund. Lad være med at købe den, der ser flottest ud, for måske
har den et sind, der ikke passer til dig. Det samme gælder husbyggeri, hvor du skal vælge et hus, der passer til dine behov og måde at leve på.

2. Stil jer selv spørgsmålet: Hvilken familie er I? Måske skal du ikke prioritere det store samtalekøkken, hvis I ikke er de store fans af madlavning og bagning, men gerne henter take away flere gange om måneden. Så er det måske bedre at prioritere pladsen et
andet sted i huset.

3. Tænk på, at der kommer en dag, hvor du ikke skal bo i huset mere og får brug for at sælge. Byg derfor et hus, der passer til dig,
men også rammer de flestes behov.

4. Pas på med at stirre dig blind på, hvor fancy og smart alting kan være. Du skal kunne leve i huset og have en afslappet hverdag.

5. Vær tålmodig. Det tager tid at bygge et hjem. Omvendt skal du også ud over stepperne, så hver beslutning ikke tager for lang tid.

6. Lyt til de råd, eksperterne giver dig – de er fagligt klogere og mere kompetente på nybyg end dig. Det er ikke det samme som
at sige ja til alle rådene. Forstår du dem ikke, så spørg igen og mærk efter, om det giver mening for dig.


Kender du magasinet designet til nybyggere?

Magasinet Ét hjem/ By Milton byder på masser af nye plantegninger, inspirationsbilleder, tips og nyttig viden. Mød Caroline og Reece fra tv-programmet Nybyggerne og se deres bud på et Milton-hus, læs om ansvarligt nybyggeri med DGNB, og mød familien der med solceller på taget er næsten selvforsynende - og meget mere.

Bestil i dag. Vi pakker og sender magasinet til dig med det samme – gratis.

Bestil dit gratis eksemplar her

Trustpilot