For enden af regnbuen

Er der noget smukkere end at spotte en regnbue på himlen?

En regnbue er et optisk naturfænomen, som skabes i det øjeblik lyset fra solen rammer de små regndråber i luften. Det er ren magi. Måske er det netop derfor, at regnbuen ofte indgår i kunsten, i børnelitteraturen, på tegninger og i eventyr.

Farverne er karakteristiske, også i rækkefølgen. Fra den røde, orange, gule, grønne, blå, og indigo over i de violette toner. I et af Miltons nyeste inspirationshuse kan du se, hvordan vi har kreeret en hel vægdekoration som en hyldest til regnbuen. Har du lyst til at male en regnbue selv, så kast dig ud i det som et hyggeligt DIY-projekt sammen med dine børn. I øvrigt en oplagt idé til en regnvejrsdag.

Opskriften er simpel. Find en bar væg i dit nye hus, ikke blot et lille hjørne et sted, men giv regnbuen den plads, den fortjener. Som det første skal du blot bruge en blyant til at tegne regnbuen op med. Sørg for at give nogenlunde samme plads til hvert af farvefelterne, men tænk ikke i millimeter-præcision. Find de farver, som du vil give din regnbue, og gør den til din egen. Bring evt. dit barns yndlingsfarver i spil. Du kan også tage udgangspunkt i en enkelt farve og arbejde med nuancerne fx fra mørk bordeaux til lyserød.

Når du har farverne på plads, kan du evt. sætte tape på for at adskille felterne, men det giver en hvid streg imellem buerne. Du kan også male direkte efter blyantsfarverne. Uanset metode, så start med den yderste bue først og arbejd dig ind mod midten. God fornøjelse.

Trustpilot